Israel - Nutidshistorisk gennemgang

af Højesteretssagfører Erik Groth-Andersen
(3/10-1915 - 3/4-2004)
  

Når man taler om Israel vil "Holocaust" - tyskernes planmæssige udryddelse af 6 millioner jøder - uvægerligt være i centrum. Holocaust var moralsk stærkt inde i billedet, da De Forenede Nationer oprettede staten Israel. Araberne siger herom, at Holocaust ikke vedkommer dem, de er uden skyld. Det søges udvisket af erindringen, at araberne under verdenskrigen ubetinget støttede Tyskland, og at der mellem Tyskland (Hitler) og den arabiske verden var fuld enighed om jødernes udryddelse, som begge erklærede for et helligt mål.

 
 I maj 1941 udsender Stormuftien af Jerusalem (Palæstina) Haj Amin al-Husseini en bandbulle imod England og opfordrer alle muslimske brødre over hele verden til hellig krig imod England.

 
 I november 1941 havde samme stormufti et møde med Hitler, hvor de forsikrer hinanden om, at jødedommen skal udryddes over hele verden. Ifølge muftiens referat slutter Hitler samtalen med at udtrykke sin glæde over, at araberne er på hans side.
 28. april 1942 sender den tyske udenrigsminister von Ribbentorp et brev til Stormuftien, hvor Ribbentrop bekræfter aftalen om, at de arabiske folk og Aksemagterne kæmper sammen imod de fælles fjender. Tyskland vil - siges det - støtte de arabiske lande i deres kamp for frihed og for ødelæggelsen af det jødiske nationale hjem i Palæstina.

 
 I en radiotale 19. marts 1943 i Rom raser Stormuftien imod England og Amerika og siger, at det vil blive et helvede, hvis de allierede vinder krigen.

 
 2. november 1943 skriver selveste Heinrich Himmler - primus motor i Holocaust - til Stormuftien og bekræfter den fælles kamp imod verdensjødedommen og den naturlige alliance mellem Nazityskland og muslimer i hele verden.
Og så sent som i juli 1944 forsikrer Stormuftien Hitler om sin støtte i den fælles kamp imod jødedommen. Det er ufatteligt, at den vestlige verden bortset fra USA helt synes at have glemt, hvad der skete under krigen og stadig er parat til at støtte arabiske stater i deres kamp imod Israel. Det må konstateres, at antisemitismen på ny florerer i Danmark og det øvrige Europa. Presse og TV bærer ved til bålet ved forkerte eller misvisende oplysninger om Israel eller ved - ofte himmelråbende - historieforfalskning. Desværre er forholdet nok, at det ældgamle jødehad i Europa ikke er til at udrydde. De, der ønsker Israels udslettelse uden at sige det direkte, har på den baggrund let spil. Dette indlæg vil anskue problemerne omkring Israel og den arabiske verden udfra historiske kendsgerninger. De områder, som i dag udgør Israel (inklusive Jerusalem) og "Det Palæstinensiske Selvstyre" (det meste af Vestbredden og Gaza) har tilbage i historien været stærkt domineret af jøder.

 
Romerne søgte at udrydde den jødiske befolkning og ødelagde deres templer, som blandt andet befandt sig på det i dag så omstridte Tempelbjerg, der for jøderne er det helligste af alt. Araberne har de facto annekteret bjerget, hvor de har opført Al Aqsa moskeen og gør gældende, at det er det tredjehelligste sted for muslimer efter Mekka og Medina. Denne påstand savner hold i historiske kendsgerninger, og det er da også interessant, at Jerusalem intet sted er omtalt i Koranen. Derimod er Jerusalem nævnt 738 gange i Bibelen. Påstanden om, at "Muhamed tog sit afsæt til himlen fra Jerusalem" (underforstået at Jerusalem var en vigtig by for Muhamed), er grebet ud af luften. Derimod har Jerusalem - udover at være jødernes by - haft en stor religiøs tiltrækning for især kristne, der igennem århundreder valfartede til byen, men desværre til tider optrådte voldeligt overfor jøderne, jf. de berømte korstog i middelalderen.

 
 Jøderne har altid respekteret andre religioners nærvær i deres by, mens muslimerne har gjort alt for at forhindre jøderne i at værne om deres hellige steder. Det gælder specielt "Grædemuren", som palæstinenserne for nylig igennem Muftien (Akram Sabri) har erklæret altid har været og til evig til vil være et muslimsk helligt sted. Denne "fatwa" - som er søgt skjult af de vestlige medier - er så provokerende, at det i sig selv er en krigserklæring imod Israel.

 
Senere i historien kom det jødiske land under tyrkisk besættelse og dominans, og efter 1. verdenskrig tog englænderne over - de omtalte områder kom fra 1917 under engelsk protektorat. Det er først herefter, araberne for alvor kommer ind i billedet som beboere i større omfang i det område, der i dag udgør Israel, Vestbredden og Gaza. Fra arabisk side har man søgt at give indtryk af, at "Palæstina", som området blev kaldt, var et arabisk land, som jøderne trængte ind i. Det er historieforfalskning. Der har spredt i områderne været bosat arabere, især beduiner, men aldrig i et omfang, der kunne føre til oprettelsen af en arabisk stat. Det er ikke jøderne, som har fordrevet araberne fra "Palæstina", men derimod araberne, som under engelsk beskyttelse fordrev jøder fra området. Det kunne ske, fordi englænderne skjult for verdenssamfundet lod en uhyre omfattende arabisk immigration finde sted til områder, som før tilhørte jøderne i det præisraelske Palæstina. Før det engelske protektorat - altså i det nittende århundrede og frem til 1917 - var der flere jøder i områderne end arabere. Og begrebet "palæstinensere" var ukendt. For at en gruppe mennesker skal kunne kaldes et folk, må der stilles krav til egen race, eget sprog, egen religion, egne skikke o.s.v. eller en kombination heraf. Araberne i det jødiske land er arabere indvandret fra arabiske lande især i Nordafrika og det nære orient.

 
Hele denne historieforvridning - som arabernes leder Arafat har været en mester i - er også baggrunden for, at det efterhånden er lykkedes de arabiske ledere at overbevise verden om, at et enormt antal palæstinensere blev fordrevet fra deres hjemland, da jøderne i 1948-49 krigen måtte forsvare det land - Israel - som Forenede Nationer (FN) havde tildelt dem. Ved flygtninge forstås i den internationale terminologi personer, som tvinges til at forlade deres permanente hjem i et land. Men for de arabiske flygtninges vedkommende gælder, at disse omfatter alle, der blot havde opholdt sig i "Palæstina" i to år!

 Men hertil kommer, at de arabere, der "flygtede" fra israelsk område i 1948, ikke var tvungne hertil. De valgte at forlade området i modsætning til et stort antal, som blev i Israel og som i dag udgør ca. 1 million af Israels 6 millioner store befolkning. De er israelere, behandles som sådanne, har alle rettigheder og er repræsenteret i det israelske "folketing" (Knesset). Mens man andre steder, hvor folk må flygte, søger at få dem integreret i de lande, de kommer til, har de arabiske lande - for at udøve pres på det internationale samfund og Israel - fået anbragt disse flygtninge i lejre - eller rettere sagt byer - i omliggende lande, Libanon, Syrien og Jordan, og der er minsandten også anbragt flygtninge i lejre på Vestbredden og i Gaza, og disse lejre er blevet bevaret, selv i områder der er overdraget til det palæstinensiske selvstyre. Dette viser mere end noget andet hulheden i flygtningedebatten. Lejrene er tilmed blevet finansieret delvis igennem FN, og de er af en sådan standard, at de givetvis har tiltrukket i hundredetusindvis af arabere fra andre områder end Israel.

 Overfor dette står omvendt, at jøder fra 1948 og fremefter er blevet fordrevet fra deres hjem i arabiske lande, Marokko, Tunesien, Libyen, Yemen o.s.v. og er blevet optaget som borgere i Israel, der uden FN's hjælp har sørget for hjem, arbejde, skoler o.s.v. til disse fordrevne medborgere. Her arbejder man ikke med begrebet "flygtninge", der har ret til at vende tilbage til deres hjemsteder!

I Europa har man i samme tidsrum klaret indvandring af ca. 20 millioner tyskere, der blev fordrevet fra Polen, Rusland, Tjekkiet, Slovakiet og andre lande. Her er enhver tanke om tilbagevenden blevet opgivet. Tabte angrebskrige bærer deres pris, sådan har det altid været, og det er vel alt i alt ikke særlig kritisabelt. Imod FN's lovlige beslutning om Israels oprettelse og imod det retfærdige og sobre grundlag for denne beslutning søgte arabiske stater at udslette Israel i 1948 og har gentaget forsøget i 1967 og 1973 ved angrebskrige mod Israel, støttet af araberne (Arafat) i området. Det synes at være helt glemt. Lad mig om dette såkaldte "flygtningeproblem" blot fastslå, at nogle af de ivrigste jødiske fortalere for en fred med araberne forfatterne Amos Oz og David Grossmann har erklæret, at tilbagevenden af arabiske flygtninge til Israel vil være lig Israels udslettelse. En sådan tilbagevenden var da ej heller en del af den fredsskitse, som fremtrædende Arafat folk og israelere principielt blev enige om i 1998, jf. "Newsweek" april 1998. Men nu til oprettelsen af staten Israel. Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede var der kræfter i Europa og Amerika, som så det rimelige i, at der blev etableret en jødisk stat i Palæstina. Den engelske udenrigsminister Balfour afgav i 1917 en erklæring om, at regeringen så med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina. Deklarationen blev optaget i den traktat - Sevrestraktaten - der afsluttede krigen mellem Vestmagterne og Tyrkiet.

 Og i 1922 blev Balfour-deklarationen anerkendt af Folkeforbundet. Det er værd at notere sig, at deklarationen ikke er i strid med nogen som helst palæstinensisk statsdannelse eller planer om en sådan, og at Balfourdeklarationen tog sigte på hele området (i dag Israel, Vestbredden, Gaza og Jordan). Desværre var det England, som i sin politik fra 1917 til 1948 undergravede det indlysende rigtige og retfærdige i denne deklaration. I 1922 udskilte England fra protektoratet hele den del af Palæstina, som lå øst for Jordanfloden. Det var mere end tre fjerdedele af Palæstina. Her etableredes emiratet Transjordanien, der senere blev til kongedømmet Jordan, hvor 80% af befolkningen er palæstinensere. Det kan undre, at palæstinenserne ikke omtaler Jordan i deres statsdrømme - et land bestående af Jordan, Vestbredden og Gaza måtte ellers forekomme nærliggende - og at der er et bedre forhold mellem Jordan og Israel - der har afsluttet en fredstraktat - end mellem Jordan og det palæstinensiske selvstyre (Arafat). En af forklaringerne er nok, at Jordan så sig nødsaget til med magt at fordrive Arafat og hans garde fra Jordan, hvorfra de drog til Libanon og senere til Tunesien. Englands næste skridt imod Balfourdeklarationen var den før beskrevne politik, hvorefter man tillod arabere fra alle mulige lande at invadere Palæstina og fortrænge jøder, hvorved skabtes den misvisende opfattelse, at araberne altid havde haft flertal i området og på den basis kunne kræve deres egen stat. Endelig var England skyld i, at formentlig hundredetusinder af jøder blev forhindret efter Hitlers magtovertagelse i at søge tilflugt i det jødiske land. Herved blev Holocaust endnu mere grufuld. Det må undre, at England, som førte en heroisk krig imod Hitler under Churchills fantastiske lederskab, forfaldt til en så dybt amoralsk holdning overfor jøderne. Araberne støttede som nævnt Hitler 100%, mens jøderne både i Europa og Amerika gik varmt ind for de allieredes sag og i stort tal indgik i de allieredes hære. Jeg håber ikke, at forklaringen kan ligge i den engelske udenrigsminister Edens erklærede uvilje imod jøder? 

Men retfærdigheden sejrede til sidst, da FN i 1947 vedtog at oprette staten Israel, og dette skete i maj 1948. Samtidig ville man tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det blev således en stærkt barberet Balfourdeklaration, der blev slutresultatet for jøderne. Det er beundringsværdigt - og vel værd at erindre i dag - at jøderne sagde ja til en stærkt formindsket stat til et folk, som skulle omfatte ikke blot alle de jøder, der var i landet, men også jøder fra hele verden, der måtte ønske at slå sig ned i deres nye fædreland. Men jøderne sagde ja og har levet op til dette ja. Araberne sagde nej, og en række arabiske lande startede straks en krig imod det nye Israel. Det er ufatteligt, at Israel sejrede i denne frihedskrig, hvor de havde alle odds imod sig. Men nye krige blev startet imod Israel. I 1967 afværgede Israel et angreb fra Egypten, Syrien og Jordan - støttet af palæstinensere og alle arabiske stater - det var den såkaldte seksdageskrig, der førte til besættelse af Vestbredden og Jerusalem. I 1973 blev en ny krig indledt - Yom Kippurkrigen - der efter nogle dramatiske dage endte i en ny israelsk sejr.

 
 Men kedlen er holdt i kog. Dog sluttede Israel fred med Egypten og Jordan. Med Syrien, som er uforsonlig, forhandles der stadig. Syrien ønsker Golanhøjderne tilbage. Disse højder, der i øvrigt først blev syriske i 1921, har ingen økonomisk eller befolkningsmæssig betydning for Syrien, men de er særdeles velegnede til lynangreb på Israel. Hvad angår Syrien er det i øvrigt værd at notere sig, at Syrien har besat Libanon og derved muliggør at der rettes missil angreb fra Libanon imod Israel udført af den såkaldte Hizbolla milits. Det finder Europa er helt i orden til trods for, at man var meget optaget af, at Israel skulle opgive sin sikkerhedszone i det sydlige Libanon, hvad Israel så har gjort.

 Og så har vi araberne på Vestbredden og i Gaza. De støttes af hele den islamiske verden, for hvem staten Israel er en pestilens, af politiske men måske især af religiøse årsager. Islam er en religion der vil dominere og som derfor ofte ledsages af krigerisk aggression, som vi ser det over hele verden i dag. Hertil kommer, at den er kvindeundertrykkende i uhyggelig grad - det er virkelig mørk middelalder - og at den er fundamentalistisk i alle aspekter af samfundet, så meget, at nogle muslimske stater må værne sig imod det, blandt andet Tyrkiet og Algeriet.

Og hvad skal Israel stille op med en så massiv krigerisk holding fra en nabobefolkning, der med støtte fra en række stater, ønsker Israels udslettelse. De skal forhandle! lyder det fra såkaldte "venner" i Europa. De skal give efter! De skal glemme alt om deres sikkerhed! De skal afgive højheden over deres helligste steder! De skal tillade, at beboerne i de såkaldte flygtningelejre skal invadere Israel! De skal affinde sig med talrige meningsløse terrorhandlinger rettet imod uskyldige ofre, kvinder og børn! De skal acceptere intifadaer, hvor Israels lovlige myndigheder og indbyggere dagligt udsættes for væbnede og på anden måde livstruende angreb. Israel åbner ikke ild uden at være angrebet. Alt det man i disse dage bebrejder Israel er ene og alene foranstaltninger, som Intifadaen og terror gør absolut påkrævet. Og man kunne blive ved.

Men Israel ønsker - til trods for alt dette - fred med sine naboer. Det førte til Oslo-aftalen, der reelt accepterer oprettelsen af en palæstinensisk stat. Og minsandten om ikke Arafat i den anledning fik Nobels fredspris (på linje med Israels leder Rabin, der fortjente den). En fredspris til en mand hvis motto er og bliver Israels udslettelse. Man hævder ganske vist, at Israels udslettelse for nogle år siden blev opgivet som et mål i den palæstinensiske forfatning, men det kan i dag siges at være et falskneri. Det er en kendsgerning, at Arafat uafbrudt i årene efter Oslo-aftalen og til i dag - når han i radio og tv og på anden måde henvender sig til sit folk - understreger og i skinger tone erklærer, at målet er Israels udslettelse, og det samme tema indgår fast i undervisningen i skoler og på universiteter m.v. Det er derfor Arafat opretholder intifadaen, og det er derfor han ikke blot har etableret et palæstinensisk politi, men en egentlig hær med dobbelt så mange automatiske våben som aftalt med Israel. Dette politi er med i intifadaen og har deltaget i brutale mord på israelske soldater og bosættere. Det er i øvrigt også dette politi, Danmark støtter igennem sin ulandshjælp!

Men Israel bøjer sig og bøjer sig. Så såre Arafat har fået en indrømmelse, opstilles der nye krav. I Camp David i Amerika i juli 2000 blev Israel (Ehud Barak) presset til indrømmelser, som er helt uhørte. Vestbredden og Gaza - bortset fra nogle få procent med nogle samlede større bosættelser nær Jerusalem - bliver til en ny stat. De spredte bosættelser ophæves (hvorfor kan der i øvrigt ikke leve jøder i staten Palæstina, når der kan bo 1 mio. palæstinensere i Israel?). Jerusalem deles og arabernes hellige steder sikres. Et mindre antal notoriske flygtninge kan få lov til at blive statsborgere i Israel. Arabernes vandforsyninger sikres. Det blev sagt - også fra officiel amerikansk hold - at nogle "få meter" skilte parterne. Arafat bestred det, men nu hvor hans position er bragt i fare ved Israels valg af ny ministerpræsident - så var man faktisk enige bortset fra detaljer!  Det må nok erkendes, at Barak ville have ført Israel ud på en farlig vej, rent sikkerhedsmæssigt. Og alligevel stilles der nye krav fra Arafats side, blandt andet skal jødernes mest hellige sted i Jerusalem - Grædemuren - være under arabisk kontrol. Omvendt er Israel helt enig i, at arabernes moskeer på Tempelbjerget skal beskyttes i enhver henseende.

Situationen er helt grotesk, og samtidig skal man se på, at Israel lægges for had. Det er så urimeligt, at det hos virkelige menneskerettighedstilhængere gør ondt helt ind til marven. Det er godt, at Israel har en virkelig ven i Amerika med dets mange trofaste jøder og med en kongres - især et senat - der er på Israels side. Det må håbes, at den nye amerikanske præsident, George W. Bush, ikke svigter denne grundholdning, selvom han og hans udenrigsminister måske gerne ser, at USA holder sig udenfor detaljer i de forhandlinger - den proces - der trods de store skuffelser på israelsk side, må genoptages med en løsning for øje.

Jeg har i denne kronik bevidst undladt at berøre det penible emne, der hedder: Er Arafat overhovedet i stand til at etablere en levedygtig stat? Hvad man hidtil har set er et selvstyre hvis finanser også ifølge udsagn fra fremtrædende palæstinensere er mildt sagt uigennemsigtige. Det er nok derfor, at mange lande holder tilsagte lån og tilskud tilbage. Selvstyret krænker også internationale normer for retssikkerhed og demokrati. Men det rimer jo godt nok med, at der stort set ikke findes en ægte demokratisk islamisk stat i hele verden.

Israel er det eneste ægte demokrati i Mellemøsten og Nordafrika. Har vestens ledere helt overset dette? Men selvfølgelig skal palæstinenserne have deres stat - det ligger i Oslo-aftalen - og de kan få den ved at afstå fra terror og garantere Israel fred og sikkerhed.

---ooo0ooo---

 P.S.   Efter at ovenstående havde fundet sin endelige form medio maj 2001, er den palæstinensiske terror eskaleret i uhyggelig grad. Meningsløs terror og mord på israelske borgere hører til dagens orden til trods for løfter om våbenhvile. En israelsk genbesættelse af de palæstinensiske selvstyreområder kan givetvis komme på tale, således at en ny samlet fredsproces kan startes og gennemføres helst med USA som forhandlingsleder. 

Maj/Juni 2001