Selvfølgelig bør vi tro på freden denne gang!

Af Otto Rühl, 2004

Souad Bourrid har i Kristeligt Dagblad torsdag den 10.februar et forbløffende debatindlæg. "Forbløffende", fordi det er skrevet to dage efter topmødet i Sharm el-Sheikh, hvor Israels premierminister Ariel Sharon og Abu Mazem lagde op til en nye fredsrunde - og trods dette fastholder Souad Bourrid et sprog mod Israel og en modvilje mod Israel, som ikke lover godt på fredsforhandlingerne - og fylder sit indlæg med så absurde påstande, at man er taknemmelig for, at det ikke er ham, Sharon sad overfor ved bordet !

   Bourrid er pessimist, fordi ingen af de hidtidige planer har "bidraget til nogen konstruktiv løsning" - men han glemmer at fortælle, hvorfor de ikke kunne bidrage til en løsning. Tag Oslo-aftalen - palæstinenserne opfyldte ikke deres løfter - tag Camp David - Arafat sagde nej til det bedste tilbud, nogen israelsk premierminister nogensinde kommer til at tilbyde palæstinenserne - i stedet indledte han en ny væbnet opstand. Og køreplanen fra fred - Per Stig Møllers forsøg på som EU-formand at sætte skub i fredsprocessen - også den har hidtil været hindret af palæstinensisk terror og deraf følgende israelsk modvilje mod at sætte planen i gang.

   Bourrid undrer sig over, at Sharon ikke ville mødes med Arafat - selv ikke, da Arafat udnævnte Abu Mazem til premierminister - glemmer han ikke, at Abu Mazem gik af som regeringschef efter kort tid i frustration over, at Arafat ikke ville stoppe volden mod Israel, så man kunne komme i gang med fredsforhandlinger ?

   Skal der gang i fredsforhandlingerne nytter det jo ikke at omskrive historien - Bourrid påstår, at Israel i sin tid "udslettede Palæstina" - mig bekendt enedes FN om at dele det engelske Palæstinamandat i to dele, men araberne tog ikke imod deres del, der derfor blev besat af Egypten (Gaza) og Transjordanien (Vestbredden og Østjerusalem). Tror Bourrid ikke, at KDs læsere kender historien ? Og hvad er "1967-grænsen" - Israel har først fået internationale grænser ved fredsslutningerne med Egypten i 1979 og Jordan i 1994 - mon det er våbenstilstandslinierne fra 1949, han tænker på - også kaldet "Den grønne Linie" ? Jamen så skriv det dog !

   Det er helt rigtigt, at det er en individuel sag, om man vil være pessimist eller optimist omkring den nye fredsaftale, men hvor ville jeg ønske, at folk med sympati for begge parter kunne mødes i en optimistisk ånd - hvad der jo heldigvis også ofte sker ved møder i disse uger.

   Kan man stole på Sharon ? Hvis fok herhjemme læste israelske aviser eller rejste i Israel, ville de sikkert blive overbevist om, at Sharon har taget et afgørende skridt mod fred. Højrefløjen i Israel raser - der aftrykkes de mest modbydelige tegninger af Sharon i palæstinensertørklæde og i armene på en bevæbnet Abu Mazem - der er kæmpe demonstrationer mod Sharon i Israels gader - men jo, han har heldigvis - vil jeg sige, - valgt fredens vej - og der er "no way of return" ! Så sent som i dag (10.02.) truer hans udenrigsminister ham - men Sharon fastholder: "Nu forlader vi Gaza !"

   Og hvad så videre ? Ja, der har Bourrid måske en smule ret i, at en del i Israel ikke ønsker en fuld tilbagetrækning fra Vestbredden - måske ikke engang fra de 95 %, som Barak tilbød i Camp David. Så er det godt, at nogen kan presse Israel til at gå videre - og hvem kan det ? Det kan USA - men det kan i al beskedenhed også en Anders Fogh ! Hvorfor ? Fordi Anders Fogh - som i 1973 Anker Jørgensen - har gjort klart, at Israel er i en speciel situation: Heldigvis bedre end i 1973 - med fred mod syd og øst - men stadig med et Syrien i nord, der støtter terrorbevægelser og har holdt den anden nabo mod nord, Libanon, besat i årtier. Og med en væbnet opstand og selvmordsdrab på sjette år. Anders Fogh har jo ikke sagt, at Israel ikke skal overholde FNs resolutioner - selvfølgelig ikke - Anders Fogh har afvist at sammenligne Saddam Husseins overtrædelser af FNs resolutioner - den Saddam Hussein, der nu anklages for forbrydelser mod sit egen folk -og Israels demokratisk valgte regering, der alt for godt husker, at et flertal i FN tidligere har erklæret den jødiske nationale bevægelse for racisme. Og hvem har trukket sig ud af Libanon efter FNs krav og hvem har ikke ?

   Israel er klar til at opfylde den vigtigste resolution fra 1967 - Res. 242 - lad os håbe, at vejen nu går fremad mod en fred. Jeg vil i hvertfald tillade mig at håbe.

 Otto Rühl

Formand for Dansk-israelsk Selskab