Betragtninger om fremmedfjendskhed 

Den 16. januar 2002

  Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden skriver i et indlæg den 25.11.2001, at Danmark blev fremmedfjendsk ved valget 20.11.2001. Et megastort flertal af den danske befolkning, der på demokratisk vis har valgt et nyt folketing og dermed en ny regering, vil gennemføre stramninger i udlændingepolitiken, og basis herfor vil efter Seidenfadens opfattelse være fordomme, ønsker om diskrimination og mistænkeliggørelse af alle fremmede.

 Alt dette vil skade Danmarks forhold til udlandet, mener Seidenfaden. Redaktør Seidenfaden synes ikke at ville erkende, hvad der ligger bag det demokratisk baserede krav hos danskerne om stramninger i udlændingepolitiken. Jeg prøver at analysere problemet, men vil dog først gøre opmærksom på en ganske interessant ting. Før, under og efter valgdebatten er det blevet anført af alle dem, der brændende ønsker et multietnisk samfund, hvor danskerne helst skal udgøre en ganske lille procentdel, at Danmark har verdens og i hvert fald Europas strammeste indvandringsregler og integrationskrav. Det mener Seidenfaden også, og han henviser til en lang række stramninger op gennem 1990'erne.

 Jamen, hvem havde den reelle magt i Danmark i disse år. Det var de radikale med flittig hjælp af SF og Enhedslisten. De samme kredse, der mener, at Danmark er blevet fremmedfjendsk, står altså bag den lovgivning, der siges at være den strammeste i Europa. Der er tale om hykleri i høj potens. Og tænk på Marianne Jelveds hadske og urimelige angreb på Anders Fogh Rasmussen under en af de store TV-debatter, hvor han blev beskyldt for at være tvetunget i udlændingedebatten og nærmest betegnet som en person, man ikke kan være i stue med. I den forbindelse glemte Marianne Jelved nemlig, at indenrigsministeren i hendes og Nyrups regering, Karen Jespersen, har synspunkter, som er på linie med Venstres.

Men nu til årsagerne bag kravet om stramninger.Folk er utilfredse med, at de i mange år er blevet forholdt oplysninger om den reelle indvandring i Danmark, hvor efterhånden enhver motivering for ophold og asyl er blevet taget for gode varer. Det blev hævdet, at Danmark ikke er multietnisk, og så viser det sig, at det ikke passer, ja, i en sådan grad, at de kulturradikale nærmest ironiserer over, at de "dumme danskere" ikke har forstået, at vi for længst er multietniske. Det bagatelliseres - og det gør Seidenfaden også - at Danmark allerede har 400 til 500.000 udlændinge boende, heraf 200 til 300.000 muslimer. Ligeledes bagatelliseres det, at objektivt sagkyndige, herunder en fremtrædende videnskabsmand har skønnet, at den danske befolkning indenfor første halvdel af dette århundrede kommer i mindretal.

 Det er som antydet ikke så mærkeligt, at det forholder sig sådan. Vi har konventionsflygtninge, kvoteflygtninge, de facto flygtninge (den mest dubiøse gruppe, for enhver kan jo hævde, at han rent faktisk er flygtet!), flygtninge på tålt ophold, herunder udsendelsesforhindrede (bl.a. irakiske generaler og ifølge Politiken 09.12.2001 irakiske spioner), folk på humanitær opholdstilladelse, og så den aller største gruppe: de familiesammenførte, børn, forældre, ægtefæller. Her spiller tvangsægteskaber en stor rolle (er Danmark ikke ud fra humanitære og menneskeretlige grunde imod tvang?). Det hele bliver til 17.000 om året. Alt det har man stort set forholdt befolkningen oplysning om!

 Dernæst er der utilfredshed med, at problemerne omkring de mange indvandrere ikke har måttet drøftes åbent. Det har været tabu i pressen, især Politiken, i radio, TV, skoler, og i visse politiske partier, især de radikale og SF. Christine  Autorini, ex. SF'er, har påpeget denne fatale mørklægning af al debat og har krævet debat i det åbne rum. Men hun har talt for døve øren.

 Endelig er der fortielsen omkring den muslimske fanatisme, der er af både religiøs og kulturel art. Den kom rigtig frem i lyset efter "11. september". Terrorbekæmpelsen har afsløret himmelråbende krænkelser af demokrati og menneskerettigheder i Afghanistan under det talibanske muslimstyre. 10 millioner kvinder blev frataget alle rettigheder, de måtte ikke komme udenfor hjemmet, de måtte ikke gå i skole, de måtte ikke arbejde, de måtte ikke studere, de blev mishandlet og henrettet på offentlige pladser uden rettergang. Samme forhold lever kvinder under (i mere eller mindre omfang) i mange andre muslimske lande som f.eks. Iran med dets diktatoriske præstestyre, Saudi Arabien, Sudan og Somalia.

 Hvorfor hører vi så lidt om det i dansk presse og TV? Og hvorfor er der nærmest larmende tavshed efter, at det er lykkedes USA i en magtfuld indsats sammen med England, Canada og Australien at nedkæmpe Talibanstyret og det terrornetværk, man husede i landet. Hvad man er optaget af, er det forhold, at en sådan krig også har civile ofre og mange flygtninge, idet man elegant overser, at der - før krigen startede - var 2-3 millioner afghanske flygtninge i Pakistan og Iran!

 Befolkningens holdning til især muslimske indvandrere er heller ikke blevet mildnet af, at hundreder, ja tusinder muslimer jublede i gaderne, på caféer og i forretninger, da USA blev ramt af den mest infame udåd, verden har oplevet. Det var ikke, som bl.a. Politiken og TV har søgt at hævde, 3-4 stykker, der jublede.

Det gjorde også indtryk, at 1.000 muslimer ved et møde på Nørrebro gik ind for voldelig muslimsk magtovertagelse i Danmark og for hellig krig imod USA og enhver, der støtter USA. Endelig må ikke glemmes hele voldsspiralen hos indvandrergrupper, herunder voldtægter, som undskyldes med kulturforskelle, og lovløsheden i større kvarterer i København, Odense og Aarhus, misbrug af det sociale system, feriebesøg i lande, man hævder at være flygtet fra, og uviljen imod at lære det danske sprog og integrere sig. Men hvad er egentlig det allerværste ved chefredaktør Seidenfadens artikel og den parallelle landskampagne, som kultureliten, de radikale, SF og Enhedslisten har sat i gang i Danmark? Jo, at man samtidig har begivet sig ind i noget, der virkelig er farligt og fremmedfjendsk, som er racisme af værste art. Der er nemlig i Danmark i det seneste års tid startet en både voldsom og perfid kampagne imod Israel og det jødiske folk. Antisemitismen er blomstret op - og i forstærket grad, efter at Mogens Lykketoft blev udenrigsminister. Hans udfald imod Israel og israelerne minder stærkt om socialreformens fader Steinckes voldsomme antisemitisme i 1930'erne. Glemt er århundreders jødeforfølgelse, glemt er holocaust, glemt er, at oprettelsen af jødernes stat Israel var en af det tyvende århundredes største menneskeretlige og humane begivenheder, en begivenhed, der er på højde med USA's indsats i to verdenskrige for bevarelse af Europas frihed og demokrati og på højde med Østeuropas og dernæst Ruslands frigørelse for det stalinistiske rædselsregime med statsterror og jødeforfølgelser. SF og Enhedslisten glemmer især det sidste - af nærliggende grunde - og fører livligt an i den nye antisemitisme.

 Se, det er noget, Politiken skulle interessere sig for, det er der substans i, det er noget reelt, noget virkeligt. Men Politiken åbner tværtimod sine spalter for utallige læserbreve og indlæg imod Israel, og Politikens redaktion er i de seneste måneder også gået direkte ind i kampagnen imod Israel. Hvor er de radikale? - Og hvor er CD, som jeg troede, var pro-israelsk? (I stedet smider man den jødiske Arne Melchior ud af sin gruppe).

 Danmark var en af Israels virkelige venner, og Israel berømmede Danmark for dets indsats for jøderne. Det er nu slut. I stedet støtter vi palæstinenserne, hvis mål er Israels udslettelse, og fra hvis selvstyreområder, der rettes dødelige angreb på det israelske folk. Ja, vi støtter endog via ulandshjælpen det palæstinensiske politi, der imod alle aftaler er blevet en hær på 50.000 til 60.000 mand med tunge våben, og som åbent deltager i terroren mod Israel.

Og begrundelsen for dette holdningsskift?  Jo, at Israel har etableret en del spredte bosættelser, hvor der - når også udbygningen af Israels hovedstad Jerusalem tælles med - kun bor ca. 180.000 jøder. Overfor det står, at 1 million af Israels 6 millioner indbyggere er palæstinensere, der har fulde sociale og statsborgerlige rettigheder, at palæstinenserne udgør 80% af Jordans befolkning, og at 90% af de resterende palæstinensere bor i Gaza og på Vestbredden i selvstyreområderne.Den mediemæssige situation i Danmark bli'r ikke bedre af, at redaktør Herbert Pundik efterhånden vier sine kræfter på oprettelsen af en palæstinensisk stat på Israels bekostning, mens Israels sikkerhed er blevet noget sekundært. Det er klart, at når en mand med Pundiks autoritet har disse holdninger, så er det en faktor, der tæller. Men besindige humanister - der ikke ønsker en ny holocaust - og det vil der jo i givet fald blive tale om - bør træde op imod denne vanvittige spiral, der er sat i gang. Mit håb er, at vor nye udenrigsminister, Per Stig Møller, vil kunne bidrage til at ændre kursen, inden det er for sent.

 
 I lige linie fra debatten om udlændinge og den spirende antisemitisme har vi så forholdet til USA. De grupper, der fører an i debatten om udlændinge, og som er modstandere af Israel og det jødiske folk, er - selvfølgelig kan man næsten sige - modstandere af USA. Man glemte hurtigt forargelsen over 11. september og sluttede kun nølende op bag terrorbekæmpelsen. Og nu er alt, hvad USA gør, forkert. I de dage, hvor Taleban var ved at blive nedkæmpet, kunne Politiken oplyse, at USA ikke gjorde nok ved den humanitære indsats i Afghanistan. Mage til proportionsforvrængning skal man lede længe efter.

 
Forholdet er, at disse kredse ikke vil forstå og slet ikke acceptere, at uden USA går alt skævt. Det er hele tiden USA, der må klare problemerne, mens Europas kulturradikale elite ser til og meget bedre ved, hvordan problemerne skal løses. Man glemmer USA's afgørende indsats i verdenskrigene og den kolde krig og USA's indsats på Balkan, hvor man i Bosnien, Kosovo og Makedonien greb ind til støtte for de betrængte muslimer og reddede dem fra forfølgelser og etnisk udrensning. Som sagt, det er glemt i dag, og nu kan man så kritisere USA i detailler, mens landet er involveret i den globale kamp mod terror. Og tænk - USA har på det seneste formastet sig til at støtte Israel i dets kamp for overlevelse. Også her svigter pressen og TV. Man specialiserer sig i USA-kritiske reportager og analyser og bringer hver dag falske eller fordrejede oplysninger om USA's militær, dets nødhjælp, dets påståede fiaskoer og så videre derud-a'. Hvor er den saglige kritiske sans, hvor er objektiviteten, hvor er forståelsen for de umådelige anstrengelser og tab, USA tager på sig?