Read Here Below: - 28 maj 2007:
1)NYE! Angrebene på Sderot
fortsætter - 25.
maj 2007
2)NYE! Hizbollah klar til nyt
opgør med Israel - Jyllands
Posten 5 maj 2007
3) Europa er færdig, forudser Mark Steyn
- Daniel
Pipes
4) ISRAEL HAR BRUG FOR ALLE VENLIGTSINDEDES
POLITISKE STØTTE - Ole Groth-Andersen
5)
Ideas About
6)
Vi er alle israelere - (We are all Israelis) - Jyllands Posten
7)
Selvfølgelig bør vi
tro på freden denne gang! Af Otto Rühl
8)
Kronik I S R A E L -
-----------------------------------------------------------------------
1) .
|
||||
|
||||
|
2) Offentliggjort 5. maj 2007
Hizbollah klar til nyt opgør med Israel
Den
islamisk-fundamentalistiske Hizbollah-milits i Libanon har genopbygget
forsvarssystemer og lagt nye militære planer, så militsen er klar,
hvis det kommer til en ny runde voldsomheder med Israel.
Det siger sheik Naim Qassim, Hizbollahs næstkommanderende, i et interview
med den arabiske tv-station al-Jazeera.
- Vi har nye
planer. Vi er færdige med grundarbejdet med at forberede vore mænd
og vort land, så vi er klar, hvis Israels regering en dag vil angribe
igen, sagde Qassim lørdag til tv-stationen.
Hizbollah og
Israel udkæmpede i sensommeren sidste år en 34 dage lang
væbnet krig, efter at militsfolk fra Hizbollah var trængt ind over
grænsen til Israel, hvor de bortførte to israelske soldater.
Jyllands Posten///ritzau/
--------------------------------------------
3)
Europa er færdig, forudser Mark Steyn
af Daniel Pipes
New York
Sun
14. November 2006
Oprindelig
engelsk tekst: Europe is Finished, Predicts Mark Steyn
Oversat af
Mette Thomsen
Mark Steyn,
politisk klummeskribent og kulturkritiker, har skrevet en
bemærkelsesværdig bog, America
Alone: The End of the World as We Know It (Regnery) [Amerika
står alene: Afslutningen på verden, som vi kender den]. Han kombinerer flere forskellige dyder, som sjældent ses på
samme sted – humor, saglig reportage og dybtgående tænkning – og
anvender dem så på det, der kan hævdes at være det mest
betydningsfulde spørgsmål i vor tid: den islamistiske trussel mod
Vesten.
Mr. Steyn fremsætter en knusende tese, men præsenterer den
i småbidder, hvorfor jeg skal samle den her.
Han indleder med arven fra to totalitære ideologier.
Traumatiseret af fascismens vælgertiltrækning blev efterkrigstidens
europæiske stater formet oppefra og ned "for næsten fuldkommen
at isolere den politiske klasse mod det folkelige pres." Følgelig
er de ledende kredse "kommet til at betragte vælgerne som
børn."
For det andet fik den sovjetiske plage under den kolde krig de
amerikanske ledere, som var utålmodige over Europas (og Canadas) svage
reaktion, til effektivt at overtage forsvaret af disse. Denne venligtsindede og
langsigtede politik førte til sejr i 1991, Men den fik også den
utilsigtede og mindre gavnlige bivirkning at frigøre europæiske
midler til opbygningen af en velfærdsstat. Denne
velfærdsstat fik adskillige ondartede konsekvenser.
- Barnepigestaten
barnliggjorde europæerne og fik dem til at bekymre sig om
pseudoemner som klimaforandringer samtidig med, at mændene blev
feminiserede.
- Den
kastrerede dem også og inddrog "de fleste af voksenalderens
kernefunktioner," begyndende med forplantningsdriften. Fra omkring
1980 dalede fødselsraten brat og skabte en utilstrækkelig
basis for, at vore dages arbejdsstyrke kan modtage pension.
- Struktureret
ud fra princippet om "betaling ved forbrug" fik dette karakter
af et pyramidespil mellem generationerne, hvor vore dages arbejdsstyrke er
afhængig af, at dens børn betaler for dens pension.
- Det
demografiske sammenbrud betød, at de indfødte folk i lande
som Rusland, Italien og Spanien står ved begyndelsen til en
befolkningsmæssig dødsspiral.
- Dette
førte til et tillidsmæssigt sammenbrud, som til gengæld
affødte en "civilisatorisk udmattelse," som efterlod
europæerne uforberedte på at kæmpe for deres livsstil.
For at holde de økonomiske hjul i gang accepterede man
udenlandsk arbejdskraft. I stedet for at udvikle en langsigtet plan til
forberedelse på de mange millioner immigranter, som var
nødvendige, spillede Europas elite hasard og bød næsten alle
velkommen, som dukkede op. I kraft af
geografisk nærhed, demografisk pres og et kriseudsat miljø
"er islam nu blevet den primære kilde til forsyning af nye
europæere," skriver Mr. Steyn.
|
Mark Steyn |
|
|
|
|
Muslimerne, som ankommer i en tid præget af demografisk, politisk
og kulturel svaghed, er i færd med at ændre Europa
dybtgående. "Islam besidder ungdom og vilje, Europa har alder og
velfærd." Sagt på en anden måde, "den
præmoderne islam vinder over den postmoderne kristendom." Meget af
den vestlige verden, forudser Mr. Steyn direkte, "vil ikke overleve det
21. århundrede, og store dele af den vil effektivt forsvinde i vores
levetid, herunder mange om ikke flertallet af de europæiske lande."
Med endnu større dramatik tilføjer han, at "det betyder
afslutningen på verden, som vi kender den."
(Derimod mener jeg, at Europa stadig har tid til at undgå denne skæbne.)
America Alone behandler omfattende
det, som Mr. Steyn kalder for "de større kræfter, som er
på spil i den udviklede verden, og som har efterladt Europa alt for
svækket til at kunne modstå den ubarmhjertige forvandling til et Eurabia."
Europas kommende befolkning er allerede på plads, og "det er blot et
spørgsmål om, hvor blodig overførelsen af fast ejendom
bliver." Han tolker bombningerne i Madrid og London, såvel som
mordet på Theo van Gogh i Amsterdam, som startskud til Europas borgerkrig
og erklærer, at "Europa i dag udgør en koloni."
Titlen America Alone henfører til Mr. Steyns forventning
om, at USA – med dets "relativt sunde demografiske profil" – vil
dukke op som eneste overlevende efter denne prøvelse. "Europa er
ved at dø, og det er Amerika ikke." Derfor "er Kontinentet
lige til at gå til på en måde, som Amerika ikke er." Mr.
Steyns målpublikum er primært amerikanerne: Pas på, siger
han, eller det samme vil ske for jer.
Skåret ned til kernen giver han to råd: For det første
bør man undgå de "opblæste europæiske
velfærdssystemer," erklære dem som intet mindre end trusler
mod den nationale sikkerhed, indskrænke staten og betone dyder som
selvberoenhed og individuel nyskabelse. For det andet bør man
undgå den "imperiale underdrivelse" ["imperial
understretch" - til forklaring af udtrykket henvises til http://www.hooverdigest.org/003/haass.html; oversætteren], ikke "krybe sammen i Fort
Amerika," men ødelægge den radikale islams ideologi,
hjælpe med at reformere islam og udbrede den vestlige civilisation til
nye områder. Kun hvis amerikanerne "kan finde viljen til at forme i
det mindste dele af den opdukkende verden", vil de have tilstrækkeligt
selskab til at kunne fortsætte. Undlader man dette, må man forvente
en "ny Mørk Tidsalder … en planet, hvor meget af kortet er
gen-primitiviseret."
Alle materialer på denne hjemmeside ©1980-2007 Daniel Pipes Oversættelse
ved Mette Thomsen.
Quoted
on http://www.take-a-pen.org/Dansk/index.htm
------------------------------------------
4) ISRAEL HAR BRUG FOR ALLE VENLIGTSINDEDES
POLITISKE STØTTE
Ole Groth-Andersen, 24.7.2006
Der er en del som påstår, at Israel
er gået over gevind som følge af drabet på, som det så
forkasteligt udtrykkes “bare to soldater samt bortførelsen af bare 2
andre".
Det er en påstand som er mere end urimelig.
Siden Israel trak sig ud af det sydlige Libanon
for 6 år siden - efter forudgående underhåndsaftale med
Libanon (Ægypten og Jordan var begge informerede og indforståede)
om, at Hizbollah ikke måtte overtage områderne. Denne aftale blev
senere udmøntet i form af en FN resolution - har der været
næsten daglige raketangreb, daglige snigskytteangreb. Der har reelt fundet en militær
opbygning sted med 13.000 raketter af forskellige størrelser alene med
henblik på den endelige konfrontation.
Siden Israel trak sig ud af Gaza efter aftale
med det palæstinensiske hjemmestyre og efter konsultationer igen med
såvel Jordan som Ægypten, var det en klar aftale, at Hamas ikke
måtte overtage og at selvstyret skulle kontrollere de væbnede Hamas
styrker, har der været daglige angreb over grænsen og daglige
forsøg på passage af Hamas, Jihad og Al Aqsa militser samt af næsten daglige
til ugentlige forsøg på at bringe selvmordsbombere fra samme
grupper ind i Israel. Det kulminerede med et militært Hamas angreb
igennem en halv kilometer lang gravet tunnel, hvor flere soldater og en civil
blev dræbt samt med bortførelsen af en anden israelsk soldat.
Det vil i begge tilfælde sige, at Israel
ikke kan stole på aftaler indgået med de siddende regeringer som
tæller medlemmer fra terror organisationerne Hizbollah i Libanon og Hamas
i Gaza. Hvad skal Israel så gøre?
Arabernes (i dag med undtagelse af Jordan og
Ægypten og et par andre arabiske nationer som stiltiende accepterer
Israels eksistens) bedste bud på en fred er fortsat Israels udslettelse.
Heriblandt fra den snart atomare stat
Irans øverste ledelse med Holocaust benægteren Irans premierminister
I spidsen.
Er der en af kritikerne af Israel, som kan komme
med et kvalificeret forslag til, hvordan Israel kan stole på aftaler med
disse rabiate arabere og ikke har andet valg end at slå igen rent
militært?
Jeg må opfordre alle Israel venlige om i
skrift og tale at gøre opmærksom på de problemer Israel
står overfor. Og få forkastet alle disse sædvanlige
løgne om, at det hele drejer sig om Israels besættelse.
Besættelse af hvad? Israel forlod
Libanon og gav palæstinenserne en unik chance for at bevise, at de
er modne til et selvstyre med henblik på en selvstændig stat I fred
og side om side med Israel og med adgang til det israelske arbejdsmarked.
Jeg vil godt gøre alle opmærksom
på, at aftalerne med Ægypten og Jordan er blevet holdt af begge
disse lande såvel – naturligvis – som af Israel. Og hvad har resultatet
været? Fred på begge fronter.
Hvorfor vil Libanon ikke være med og
hvorfor vil palæstinenserne ikke gøre et
forsøg?
Ole
Groth-Andersen, 24.7.2006
----------------------------------------------------------------------------
5/ Ideas About
Take-A-Pen
editorial, in English* - update
Eyes of the international community are on
At first sight it is simple; we at Take-A-Pen strongly believe that no descent person would want
to offend any religion. Even to legal humor and irony about religious
matters there should be self-imposed limits and restraint (as the
British used to say: "Gentlemen do not argue about religion").
But further we may have some less obvious ideas.
How did this story
really start? A concise
description of the events is that of Robert Spencer ("Thou shalt
not Draw" in the FrontPageMagazine on
"Last September,
Danish author Kåre Bluitgen
was set to publish a book on the Muslim prophet Muhammad, but there was just
one catch: he couldn’t find an illustrator. Artistic representations of the
human form are forbidden in Islam (as in Judaism*), and pictures of Muhammad
are especially taboo — so three artists turned down Bluitgen’s
offer to illustrate the book for fear that they would pay with their
lives for doing so.
Frants Iver Gundelach,
president of the Danish Writers Union, decried this as a threat to free speech
— and the largest newspaper in Denmark, Jyllands-Posten,
responded. They approached forty (40*) artists asking for depictions of
Muhammad and received in response twelve (12*) cartoons of the Prophet —
several playing on the violence committed by Muslims in the name of Islam
around the world today. "
The rest is history, on-line
history this time.
Our questions now are:
Did this story really start with
the cartoons? Or, with what?
Are the caricatures the real
issue and the goal?
Or, can the real issue be whether an old European
democracy can hold his good old values upright, or, together with the 28
cartoonists of the 40 invited, prefers to keep distant, considering well the
dangers, the Islamist threats and the deadly precedent of Theo Van Gogh?
Is it possible that the well-orchestrated global
anti-Danish campaign has something to do with the Danes having had enough of
Muslim mass immigration into
In July 2005 anarchists, allegedly Muslim
immigrants, burned the private car of Denmark's Minister for Immigration and
death threats to her and her family were voiced ("Anarchists torch
minister's car and Denmark's ideals" - Irish Times, 10 June 2005).
Did the perpetrators take revenge
already in July for the cartoons to come in October? Or the new
immigration laws of
Having looked back to old times 'Before the
Cartoons' (B.C.) let's have now a look towards the
future; A.C., After the Cartoons'. If not the cartoons, then what else can be
the future goal of the well-orchestrated and state-sponsored Islamist
riots?
Some suggest as relevant for the analysis of
the motives behind the riots that
Therefore the debate about the
cartoons and the riots is much more important that it seems to be. That is why we support and urge all of you, and in particular our dear Danish Pen-friends, to write now; to
write to media and to politicians, for your values, for freedom of speech and
of thought. Write whatever you think,
about any aspect of the cartoon crisis, but be sure to express Yourself!
This may be a decisive debate for
the future of your country and society, and maybe for more. (*E.Mozes,
Take-A-Pen Chairman wrote this editorial)
-----------------------------------------
6/ Vi er alle israelere -
(We are all
Israelis)
Editorial in Jylands Posten, 26.07.2005
TERRORTRUSLEN er
blevet global. Af Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår, at det i dag
kan være ganske risikofyldt at opholde sig temmeligt mange steder i
verden. Det er en afgørende ændring i de senere år.
Tidligere var terroren koncentreret ret få steder, som man kunne
søge at rejse udenom. Nu kan den eksplodere mange steder -også hos
os selv.
På mange
måder smager verdensoffentligheden nu den medicin, som israelerne har
måttet leve med i årtier fra omgivende naboer og
palæstinensiske terrorister.
Staten Israel
må være det sted på kloden, der gennem to generationer har
været mest udsat for terrorisme af alle slags. Den er slået ned
uden varsel og uden grund. Hverdagsliv forvandles til kaos. Man véd
aldrig, hvornår det sker igen.
Længe var det
let nok at sidde på bekvem afstand af selvmordsbom-bere i supermarkeder
og raketter mod bosættelser og mane Israel til besindighed og
overbærenhed i reaktionen på terroren. Israel må vise sig
som den stærke og mobilisere det nødvendige overskud og undertrykke
sit »nske om gonga-kl, hedder det gerne fra de vesteuropæiske
hovedstæder, nål terrorbomber igen og igen spreder død og
ødelæggelse blandt civile i den jødiske stat.
Ofte er kritikken af
Israel gået så vidt, at man reelt har nægtet den
jødiske stat renen til simpelt selvforsvar. Blandt mange på
venstrefløjen, men også langt ind i f.eks. det danske
socialdemokratis rækker, har Israel bare været et forhadt symbol
for alle denne verdens alt for mange uretfærdigheder. Fjen-debillederne
har været behageligt sort-hvide. Men nu viser det sig, at virkeligheden
ser lidt anderledes ud.
Nu har vi pludselig
alle fået de israelske erfaringer ind under huden. Nu kan bomberne
gå af hvor som helst iblandt os. Mens Mellemøst-konflikten -
læs: Israel - før var grundlæggende skyld i den internationale
terror, viser det sig nu, at den er uden logik og dybere rationale end at
skade Vesten og intimidere dens borgere.
Nu er det pludselig
ikke nær så mondænt med de tilbagelænede formaninger.
Nu kalder alle til aktiv kamp mod de formørkede terrorister og deres
bagmænd.
Hvis ikke vi var det
i forvejen, så er vi i hvert fald i den forstand pludselig alle blevet
israelere.
8/ .Kronik ISRAEL
Ole Groth-Andersen 10. august 2006
Når man taler om Israel vil
”Holocaust” – tyskernes planmæssige udryddelse af 6 millioner
jøder – uvægerligt være i centrum. Holocaust var moralsk
stærkt inde i billedet, da De Forenede Nationer oprettede staten Israel.
Araberne siger herom, at Holocaust
ikke vedkommer dem, de er uden skyld. Det søges udvisket af erindringen,
at araberne under verdenskrigen ubetinget støttede Tyskland, og at der
mellem Tyskland (Hitler) og den arabiske verden var fuld enighed om
jødernes udryddelse, som begge erklærede for et helligt mål.
I maj 1941 udsender Stormuftien af
Jerusalem (Palæstina) Haj Amin al-Husseini en bandbulle imod England og
opfordrer alle muslimske brødre over hele verden til hellig krig imod
England.
I november 1941 havde samme stormufti
et møde med Hitler, hvor de forsikrer hinanden om, at jødedommen
skal udryddes over hele verden. Ifølge muftiens referat slutter Hitler
samtalen med at udtrykke sin glæde over, at araberne er på hans
side.
28. april 1942 sender den tyske
udenrigsminister von Ribbentorp et brev til Stormuftien, hvor Ribbentrop
bekræfter aftalen om, at de arabiske folk og Aksemagterne kæmper sammen
imod de fælles fjender. Tyskland vil – siges det – støtte de
arabiske lande i deres kamp for frihed og for ødelæggelsen af det
jødiske nationale hjem i Palæstina.
I en radiotale 19. marts 1943 i Rom
raser Stormuftien imod England og Amerika og siger, at det vil blive et
helvede, hvis de allierede vinder krigen.
2. november 1943 skriver selveste
Heinrich Himmler – primus motor i Holocaust – til Stormuftien og
bekræfter den fælles kamp imod verdensjødedommen og den
naturlige alliance mellem Nazityskland og muslimer i hele verden.
Og så sent som i juli 1944
forsikrer Stormuftien Hitler om sin støtte i den fælles kamp imod
jødedommen.
Det er ufatteligt, at den vestlige
verden bortset fra USA helt synes at have glemt, hvad der skete under krigen og
stadig er parat til at støtte arabiske stater i deres kamp imod Israel.
Det må konstateres, at
antisemitismen på ny florerer i Danmark og det øvrige Europa.
Presse og TV bærer ved til bålet ved forkerte eller misvisende
oplysninger om Israel eller ved – ofte himmelråbende – historieforfalskning.
Desværre er forholdet nok, at det ældgamle jødehad i Europa
ikke er til at udrydde. De, der ønsker Israels udslettelse uden at sige
det direkte, har på den baggrund let spil.
Dette
indlæg vil anskue problemerne omkring Israel og den arabiske verden udfra
historiske kendsgerninger.
De områder, som i dag
udgør Israel (inklusive Jerusalem) og ”Det Palæstinensiske
Selvstyre” (det meste af Vestbredden og Gaza) har tilbage i historien
været stærkt domineret af jøder.
Romerne søgte at udrydde den
jødiske befolkning og ødelagde deres templer, som blandt andet
befandt sig på det i dag så omstridte Tempelbjerg, der for
jøderne er det helligste af alt. Araberne har de facto annekteret
bjerget, hvor de har opført Al Aqsa moskeen og gør
gældende, at det er det tredjehelligste sted for muslimer efter Mekka og
Medina. Denne påstand savner hold i historiske kendsgerninger, og det er
da også interessant, at Jerusalem intet sted er omtalt i Koranen. Derimod
er Jerusalem nævnt 738 gange i Bibelen. Påstanden om, at ”Muhamed
tog sit afsæt til himlen fra Jerusalem” (underforstået at Jerusalem
var en vigtig by for Muhamed), er grebet ud af luften. Derimod har Jerusalem –
udover at være jødernes by – haft en stor religiøs
tiltrækning for især kristne, der igennem århundreder
valfartede til byen, men desværre til tider optrådte voldeligt
overfor jøderne, jf. de berømte korstog i middelalderen.
Jøderne har altid respekteret
andre religioners nærvær i deres by, mens muslimerne har gjort alt
for at forhindre jøderne i at værne om deres hellige steder. Det
gælder specielt ”Grædemuren”, som palæstinenserne for nylig
igennem Muftien (Akram Sabri) har erklæret altid har været og til
evig til vil være et muslimsk helligt sted. Denne ”fatwa” – som er
søgt skjult af de vestlige medier – er så provokerende, at det i
sig selv er en krigserklæring imod Israel.
Senere i historien kom det
jødiske land under tyrkisk besættelse og dominans, og efter 1.
verdenskrig tog englænderne over – de omtalte områder kom fra 1917
under engelsk protektorat. Det er først herefter, araberne for alvor kommer
ind i billedet som beboere i større omfang i det område, der i dag
udgør Israel, Vestbredden og Gaza. Fra arabisk side har man søgt
at give indtryk af, at ”Palæstina”, som området blev kaldt, var et
arabisk land, som jøderne trængte ind i. Det er
historieforfalskning. Der har spredt i områderne været bosat
arabere, især beduiner, men aldrig i et omfang, der kunne føre til
oprettelsen af en arabisk stat. Det er ikke jøderne, som har fordrevet
araberne fra ”Palæstina”, men derimod araberne, som under engelsk beskyttelse
fordrev jøder fra området. Det kunne ske, fordi englænderne
skjult for verdenssamfundet lod en uhyre omfattende arabisk immigration finde
sted til områder, som før tilhørte jøderne i det præisraelske
Palæstina. Før det engelske protektorat – altså i det
nittende århundrede og frem til 1917 – var der flere jøder i
områderne end arabere. Og begrebet ”palæstinensere” var ukendt. For
at en gruppe mennesker skal kunne kaldes et folk, må der stilles krav til
egen race, eget sprog, egen religion, egne skikke o.s.v. eller en kombination
heraf. Araberne i det jødiske land er arabere indvandret fra arabiske
lande især i Nordafrika og det nære orient.
Hele
denne historieforvridning – som arabernes leder Arafat har været en
mester i – er også baggrunden for, at det efterhånden er lykkedes
de arabiske ledere at overbevise verden om, at et enormt antal
palæstinensere blev fordrevet fra deres hjemland, da jøderne i
1948-49 krigen måtte forsvare det land – Israel – som Forenede Nationer
(FN) havde tildelt dem. Ved flygtninge forstås i den internationale
terminologi personer, som tvinges til at forlade deres permanente hjem i et
land. Men for de arabiske flygtninges vedkommende gælder, at disse
omfatter alle, der blot havde opholdt sig i ”Palæstina” i to år!
Men hertil kommer, at de arabere, der
”flygtede” fra israelsk område i 1948, ikke var tvungne hertil. De valgte
at forlade området i modsætning til et stort antal, som blev i
Israel og som i dag udgør ca. 1 million af Israels 6 millioner store
befolkning. De er israelere, behandles som sådanne, har alle rettigheder
og er repræsenteret i det israelske ”folketing” (Knesset).
Mens man andre steder, hvor folk
må flygte, søger at få dem integreret i de lande, de kommer
til, har de arabiske lande – for at udøve pres på det
internationale samfund og Israel – fået anbragt disse flygtninge i lejre
– eller rettere sagt byer – i omliggende lande, Libanon, Syrien og Jordan, og
der er minsandten også anbragt flygtninge i lejre på Vestbredden og
i Gaza, og disse lejre er blevet bevaret, selv i områder der er
overdraget til det palæstinensiske selvstyre. Dette viser mere end noget
andet hulheden i flygtningedebatten. Lejrene er tilmed blevet finansieret
delvis igennem FN, og de er af en sådan standard, at de givetvis har
tiltrukket i hundredetusindvis af arabere fra andre områder end Israel.
Overfor dette står omvendt, at
jøder fra 1948 og fremefter er blevet fordrevet fra deres hjem i
arabiske lande, Marokko, Tunesien, Libyen, Yemen o.s.v. og er blevet optaget
som borgere i Israel, der uden FN’s hjælp har sørget for hjem,
arbejde, skoler o.s.v. til disse fordrevne medborgere. Her arbejder man ikke
med begrebet ”flygtninge”, der har ret til at vende tilbage til deres hjemsteder!
I Europa har man i samme tidsrum
klaret indvandring af ca. 20 millioner tyskere, der blev fordrevet fra Polen,
Rusland, Tjekkiet, Slovakiet og andre lande. Her er enhver tanke om
tilbagevenden blevet opgivet. Tabte angrebskrige bærer deres pris, sådan
har det altid været, og det er vel alt i alt ikke særlig
kritisabelt. Imod FN’s lovlige beslutning om Israels oprettelse og imod det
retfærdige og sobre grundlag for denne beslutning søgte arabiske
stater at udslette Israel i 1948 og har gentaget forsøget i 1967 og 1973
ved angrebskrige mod Israel, støttet af araberne (Arafat) i
området. Det synes at være helt glemt.
Lad mig om dette såkaldte
”flygtningeproblem” blot fastslå, at nogle af de ivrigste jødiske
fortalere for en fred med araberne forfatterne Amos Oz og David Grossmann har
erklæret, at tilbagevenden af arabiske flygtninge til Israel vil
være lig Israels udslettelse. En sådan tilbagevenden var da ej
heller en del af den fredsskitse, som fremtrædende Arafat folk og israelere
principielt blev enige om i 1998, jf. ”Newsweek” april 1998.
Men nu til oprettelsen af staten
Israel. Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede var der
kræfter i Europa og Amerika, som så det rimelige i, at der blev
etableret en jødisk stat i Palæstina. Den engelske udenrigsminister
Balfour afgav i 1917 en erklæring om, at regeringen så med velvilje
på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i
Palæstina. Deklarationen blev optaget i den traktat – Sevrestraktaten –
der afsluttede krigen mellem Vestmagterne og Tyrkiet.
Og i 1922 blev Balfour-deklarationen
anerkendt af Folkeforbundet. Det er værd at notere sig, at deklarationen
ikke er i strid med nogen som helst palæstinensisk statsdannelse eller
planer om en sådan, og at Balfourdeklarationen tog sigte på hele
området (i dag Israel, Vestbredden, Gaza og Jordan).
Desværre var det England, som i
sin politik fra 1917 til 1948 undergravede det indlysende rigtige og
retfærdige i denne deklaration. I 1922 udskilte England fra protektoratet
hele den del af Palæstina, som lå øst for Jordanfloden. Det
var mere end tre fjerdedele af Palæstina. Her etableredes emiratet
Transjordanien, der senere blev til kongedømmet Jordan, hvor 80% af
befolkningen er palæstinensere. Det kan undre, at palæstinenserne
ikke omtaler Jordan i deres statsdrømme – et land bestående af
Jordan, Vestbredden og Gaza måtte ellers forekomme nærliggende – og
at der er et bedre forhold mellem Jordan og Israel – der har afsluttet en
fredstraktat – end mellem Jordan og det palæstinensiske selvstyre (Arafat).
En af forklaringerne er nok, at Jordan så sig nødsaget til med
magt at fordrive Arafat og hans garde fra Jordan, hvorfra de drog til Libanon
og senere til Tunesien.
Englands næste skridt imod
Balfourdeklarationen var den før beskrevne politik, hvorefter man tillod
arabere fra alle mulige lande at invadere Palæstina og fortrænge
jøder, hvorved skabtes den misvisende opfattelse, at araberne altid
havde haft flertal i området og på den basis kunne kræve
deres egen stat.
Endelig var England skyld i, at
formentlig hundredetusinder af jøder blev forhindret efter Hitlers
magtovertagelse i at søge tilflugt i det jødiske land. Herved
blev Holocaust endnu mere grufuld.
Det må undre, at England, som
førte en heroisk krig imod Hitler under Churchills fantastiske
lederskab, forfaldt til en så dybt amoralsk holdning overfor
jøderne. Araberne støttede som nævnt Hitler 100%, mens
jøderne både i Europa og Amerika gik varmt ind for de allieredes
sag og i stort tal indgik i de allieredes hære. Jeg håber ikke, at
forklaringen kan ligge i den engelske udenrigsminister Edens erklærede
uvilje imod jøder?
Men retfærdigheden sejrede til
sidst, da FN i 1947 vedtog at oprette staten Israel, og dette skete i maj 1948.
Samtidig ville man tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det
blev således en stærkt barberet Balfourdeklaration, der blev
slutresultatet for jøderne. Det er beundringsværdigt – og vel
værd at erindre i dag – at jøderne sagde ja til en stærkt
formindsket stat til et folk, som skulle omfatte ikke blot alle de
jøder, der var i landet, men også jøder fra hele verden,
der måtte ønske at slå sig ned i deres nye fædreland.
Men jøderne sagde ja og har
levet op til dette ja. Araberne sagde nej, og en række arabiske lande
startede straks en krig imod det nye Israel. Det er ufatteligt, at Israel
sejrede i denne frihedskrig, hvor de havde alle odds imod sig.
Men nye krige blev startet imod
Israel. I 1967 afværgede Israel et angreb fra Egypten, Syrien og Jordan –
støttet af palæstinensere og alle arabiske stater – det var den
såkaldte seksdageskrig, der førte til besættelse af
Vestbredden og Jerusalem. I 1973 blev en ny krig indledt – Yom Kippurkrigen –
der efter nogle dramatiske dage endte i en ny israelsk sejr.
Men kedlen er holdt i kog. Dog
sluttede Israel fred med Egypten og Jordan. Med Syrien, som er uforsonlig,
forhandles der stadig. Syrien ønsker Golanhøjderne tilbage. Disse
højder, der i øvrigt først blev syriske i 1921, har ingen
økonomisk eller befolkningsmæssig betydning for Syrien, men de er
særdeles velegnede til lynangreb på Israel. Hvad angår Syrien
er det i øvrigt værd at notere sig, at Syrien har besat Libanon og
derved muliggør at der rettes missil angreb fra Libanon imod Israel
udført af den såkaldte Hizbolla milits. Det finder Europa er helt
i orden til trods for, at man var meget optaget af, at Israel skulle opgive sin
sikkerhedszone i det sydlige Libanon, hvad Israel så har gjort.
Og så har vi araberne på
Vestbredden og i Gaza. De støttes af hele den islamiske verden, for hvem
staten Israel er en pestilens, af politiske men måske især af
religiøse årsager. Islam er en religion der vil dominere og som
derfor ofte ledsages af krigerisk aggression, som vi ser det over hele verden i
dag. Hertil kommer, at den er kvindeundertrykkende i uhyggelig grad – det er
virkelig mørk middelalder – og at den er fundamentalistisk i alle
aspekter af samfundet, så meget, at nogle muslimske stater må
værne sig imod det, blandt andet Tyrkiet og Algeriet.
Og hvad skal Israel stille op med en
så massiv krigerisk holding fra en nabobefolkning, der med støtte
fra en række stater, ønsker Israels udslettelse. De skal
forhandle! lyder det fra såkaldte ”venner” i Europa. De skal give efter!
De skal glemme alt om deres sikkerhed! De skal afgive højheden over
deres helligste steder! De skal tillade, at beboerne i de såkaldte
flygtningelejre skal invadere Israel! De skal affinde sig med talrige
meningsløse terrorhandlinger rettet imod uskyldige ofre, kvinder og
børn! De skal acceptere intifadaer, hvor Israels lovlige myndigheder og
indbyggere dagligt udsættes for væbnede og på anden
måde livstruende angreb. Israel åbner ikke ild uden at være angrebet.
Alt det man i disse dage bebrejder Israel er ene og alene foranstaltninger, som
Intifadaen og terror gør absolut påkrævet. Og man kunne
blive ved.
Men Israel ønsker – til trods
for alt dette – fred med sine naboer. Det førte til Oslo-aftalen, der
reelt accepterer oprettelsen af en palæstinensisk stat. Og minsandten om
ikke Arafat i den anledning fik Nobels fredspris (på linje med Israels
leder Rabin, der fortjente den). En fredspris til en mand hvis motto er og
bliver Israels udslettelse. Man hævder ganske vist, at Israels
udslettelse for nogle år siden blev opgivet som et mål i den
palæstinensiske forfatning, men det kan i dag siges at være et
falskneri. Det er en kendsgerning, at Arafat uafbrudt i årene efter
Oslo-aftalen og til i dag – når han i radio og tv og på anden
måde henvender sig til sit folk – understreger og i skinger tone
erklærer, at målet er Israels udslettelse, og det samme tema
indgår fast i undervisningen i skoler og på universiteter m.v. Det
er derfor Arafat opretholder intifadaen, og det er derfor han ikke blot har
etableret et palæstinensisk politi, men en egentlig hær med dobbelt
så mange automatiske våben som aftalt med Israel. Dette politi er
med i intifadaen og har deltaget i brutale mord på israelske soldater og
bosættere. Det er i øvrigt også dette politi, Danmark
støtter igennem sin ulandshjælp!
Men Israel bøjer sig og
bøjer sig. Så såre Arafat har fået en indrømmelse,
opstilles der nye krav. I Camp David i Amerika i juli 2000 blev Israel (Ehud
Barak) presset til indrømmelser, som er helt uhørte. Vestbredden
og Gaza – bortset fra nogle få procent med nogle samlede større
bosættelser nær Jerusalem – bliver til en ny stat. De spredte bosættelser
ophæves (hvorfor kan der i øvrigt ikke leve jøder i staten
Palæstina, når der kan bo 1 mio. palæstinensere i Israel?).
Jerusalem deles og arabernes hellige steder sikres. Et mindre antal notoriske
flygtninge kan få lov til at blive statsborgere i Israel. Arabernes
vandforsyninger sikres. Det blev sagt – også fra officiel amerikansk hold
– at nogle ”få meter” skilte parterne. Arafat bestred det, men nu hvor
hans position er bragt i fare ved Israels valg af ny ministerpræsident –
så var man faktisk enige bortset fra detaljer! Det må nok erkendes, at Barak ville
have ført Israel ud på en farlig vej, rent
sikkerhedsmæssigt. Og alligevel stilles der nye krav fra Arafats side,
blandt andet skal jødernes mest hellige sted i Jerusalem –
Grædemuren – være under arabisk kontrol. Omvendt er Israel helt
enig i, at arabernes moskeer på Tempelbjerget skal beskyttes i enhver
henseende.
Situationen er helt grotesk, og
samtidig skal man se på, at Israel lægges for had. Det er så
urimeligt, at det hos virkelige menneskerettighedstilhængere gør
ondt helt ind til marven. Det er godt, at Israel har en virkelig ven i Amerika
med dets mange trofaste jøder og med en kongres – især et senat –
der er på Israels side. Det må håbes, at den nye amerikanske
præsident, George W. Bush, ikke svigter denne grundholdning, selvom han
og hans udenrigsminister måske gerne ser, at USA holder sig udenfor
detaljer i de forhandlinger – den proces – der trods de store skuffelser
på israelsk side, må genoptages med en løsning for
øje.
Jeg har i denne kronik bevidst
undladt at berøre det penible emne, der hedder: Er Arafat overhovedet i
stand til at etablere en levedygtig stat? Hvad man hidtil har set er et
selvstyre hvis finanser også ifølge udsagn fra fremtrædende
palæstinensere er mildt sagt uigennemsigtige. Det er nok derfor, at mange
lande holder tilsagte lån og tilskud tilbage. Selvstyret krænker
også internationale normer for retssikkerhed og demokrati. Men det rimer
jo godt nok med, at der stort set ikke findes en ægte demokratisk
islamisk stat i hele verden.
Israel er det eneste ægte
demokrati i Mellemøsten og Nordafrika. Har vestens ledere helt overset
dette?
Men selvfølgelig skal
palæstinenserne have deres stat – det ligger i Oslo-aftalen – og de kan
få den ved at afstå fra terror og garantere Israel fred og
sikkerhed.
---ooo0ooo---
P.S.1) Efter at ovenstående havde
fundet sin endelige form medio maj 2001, er den palæstinensiske terror
eskaleret i uhyggelig grad. Meningsløs terror og mord på israelske
borgere hører til dagens orden til trods for løfter om
våbenhvile.
En israelsk genbesættelse af de palæstinensiske
selvstyreområder kan givetvis komme på tale, således at en ny
samlet fredsproces kan startes og gennemføres helst med USA som
forhandlingsleder.
Maj/Juni 2001
P.S.2) Nu 5 år efter må det konstateres, at der stort set
ingen ændringer til det bedre har fundet sted. Tværtimod! Arafat
var ikke i stand til at styre et land i fred. Palæstinenserne smider den
ene chance væk efter den anden for at skabe en bæredygtig stat side
om side og i fred med Israel. Terroren fortsætter og Israel kan ikke
stole på aftaler indgået med palæstinenserne.
Hamas – terrororganisation -
har reelt overtaget den militære magt i Gaza efter Israel trak sig ud, og
stik imod alle aftaler parterne imellem.
Heller ikke aftalerne med
Libanon er blevet holdt af araberne. Hizbollah – terrororganisation - overtog
områderne imod alle indgåede aftaler - ja og for første gang
blev aftaler mellem Israel og en arabisk nation gjort til en FN resolution - og
startede en nærmest daglig terrorkampagne mod Israel straks efter Israel
trak sig ud af det sydlige Libanon. En militær opbygning fandt samtidig
sted med henblik på en endelig konfrontation. Minimum 13.000 raketter blev
opmagasineret i det sydlige Libanon, godt skjult blandt de civile, mænd,
kvinder og børn blev således gjort til levende skjolde og vogtere
af dette iranske og syriske militære isenkram.
Det hele toppede for snart 5
uger siden. Og resten kender vi. Men igen er det Israel som bliver skældt
ud, og så længe denne anti-israelske holdning får lov til at
gro i Europa bliver der aldrig fred. Den uretfærdige kritik af Israel
bringer kun benzin til terrorbålet andtændt af Hamas, Islamisk
Jihad, Al Aqsa martyrerne og Hizbollah terrororganisationerne